Hvis du har snuset bare en smule til videoproduktion, har du helt sikkert også opdaget, at der er urimeligt mange forskellige billedfrekvens-standarder. Også kaldet frame rate eller FPS, som står for Frames Per Second.
Hvilken frame rate skal du vælge
Det ultrakorte svar er, at du skal vælge 24, 25 eller 30 billeder per sekund, ofte betegnet 24P, 25P eller 30P på dit kamera.
Det lidt længere svar er, at hvis du bare skal bruge dine videoer til Youtube, FaceBook og andre online medier, ja så spiller det faktisk ikke den store rolle. Du skal bare lade være med at optage i det der kaldes “interlaced”, men i stedet vælge et “progressive” format.
På dit kamera vil der som regel være et lille “i” eller “P” efter billedfrekvens/FPS tallet. Eksempler kunne være 25P eller 50i. Her skal du altså vælge et format der IKKE er “i”.
Til langt det meste vil 24, 25 eller 30 (29.97) fps være rigtig fint. En højere billedfrekvens på 60 kan også bruges, men det giver større filer og kræver mere når videoen skal redigeres, så med mindre du har en specifik grund til at vælge 60 fps vil jeg anbefale at lade være.
Andre ting du kan overveje er:
- Mange synes at 30 fps og i særdeleshed 60 fps eller højere giver et lidt kunstigt udtryk
- 24 fps er det som vi er vant til at se fra biograffilmene, og mange argumenterer for at 24-25 fps ser mere “film-agtigt” ud
- 60 fps er det højeste vi kan opfatte, så med mindre du vil lave slowmotion video, skal du ikke bruge højere framerate.
- Hvis du vil bruge slowmotion effekten skal du benytte højere fps. Eksempelvis 60, 100, 120, 240 eller endnu højere
Den grundige forklaring
For at give en lidt grundigere forklaring på de mange forskellige billedfrekvenser, og især på hvorfor der findes alle disse skæve frame rates, som 29,97 eller 23,976, kræver det lidt baggrundsinformation om filmens historie og teori om hvordan vores øjne og hjerner opfatter video.
På engelsk snakker man om persistence of vision, som er den tid et billede “forbliver på nethinden” efter at man ikke længere ser det. Den tid er cirka 1/15 sekund, og i filmens unge år benyttede man også en billedfrekvens på helt ned til 14 billeder i sekundet. Det var dog ingen helt faste standarder, og da både kameraer og fremvisere var drevet med håndkraft, svingede billedfrekvensen mellem 14-26 fps.
En ting er dog, hvor mange billeder der skal til for, at vi opfatter det som bevægelse i stedet for en simpel række billeder. Noget andet er, at vi bemærker flimmer helt op til en frekvens på omkring 60 billeder i sekundet, hvis der er rigeligt lys. Ved svag belysning kan vi dog kun adskille omkring 10 billeder i sekundet.
Efterhånden som filmmediet blev mere modent og der begyndte at komme talefilm samt elektriske kameraer og fremvisere, landede man på en standard på 24 billeder i sekundet. Da film før i tiden blev optaget på fysisk 35mm film, som vi kender der fra de gamle analoge kameraer, var valget af billedfrekvens ikke helt ligegyldigt. For det første var filmspoler dyre, og derudover skulle de også klippes, transporteres, opbevares, kopieres og så videre. Desto flere billeder per sekund, desto mere film skulle man købe og håndtere. Valget faldt derfor på 24 billeder i sekundet som var et godt kompromis mellem kvalitet og pris.
Et andet argument for 24 fps standarden fremfor eksempelvis 25 billeder per sekund er, at det er nemmere når man klipper fysisk film at dele 24 billeder op i mindre dele. Eksempelvis er 12 billeder så lig med et halvt sekund, 6 billeder er lig med et kvart sekund, og så videre.
Så kom fjernsynet
Da fjernsynet kom ændrede alt sig. I biografen lyste man ganske enkelt igennem billederne på filmrullen, så billedet blev “kastet” op på lærredet. Tv’et virkede derimod ved at “skyde” en lysstråle op på skærmen, der bevægede sig fra toppen af skærmen og tegnede linjer fra den ene side af skærmen til den anden. For det amerikanske NTSC-format tegnede denne lysstråle 480 linjer, og for det europæiske PAL format lavede den 576 linjer.
Interlaced kontra progressive
Her er vi nødt til at tage en kort pause fra billedfrekvenser og snakke lidt om interlaced video.
På grund af den lave tilgængelige båndbredde, altså den mængde data man kunne overføre via TV-signalet, udviklede man “interlaced” billeder. Interlaced kan oversættes til sammenflettet, og det er præcis hvad det er. I stedet for at tegne alle linjer hver gang, tegner Tv’et hver anden linje først. og derefter de andre linjer.
Der kan siges rigtig meget om interlaced video, men da moderne skærme kun viser progressive billeder og interlaced video ser virkelig dårlig ud på moderne skærme, skal du altid benytte progressive formater med mindre du har en meget god grund til at gøre andet.
Tilbage til frame rate og TV-standarder
Som nævnt ændrede meget sig da TV fik sit indtog. Amerikanerne var de første med en standard for TV-signalet, som de kaldte NTSC hvilket, var en forkortelse for “National Television Standards Committee”. Standard billedfrekvensen, altså antallet af billeder per sekund, var for NTSC standarden 30. Grunden til dette var, at man på denne tid benyttede vekselstrømmens frekvens som timing for billedfrekvensen. I USA var vekselstrømmens frekvens 60 Hertz, hvilket den i øvrigt stadig er i dag.
I Europa var man noget senere ude med en standard for TV, som blev kaldt PAL hvilket, var en forkortelse for “Phase Alternating Line”. Det skal kort lige nævnes at der også er en fransk standard med navnet SECAM. Denne standard er dog lig med PAL når det gælder FPS (Frames per second).
I Europa er frekvensen for vekselstrøm 50 Hertz, hvilket gjorde at billedfrekvensen for PAL standarden blev 25 fps da man, ligesom i USA, benyttede frekvensen for vekselstrømmen til at time billedfrekvensen for TV’et.
Nu forstår vi 24, 25 og 30 frames per sekund
Så langt så godt. Nu ved vi følgende:
- 24 fps var biografformatet baseret på fysisk film, som var et kompromis mellem et godt billede og en fornuftig pris.
- 30 fps kom sig af, at det var præcis det halve af vekselstrømfrekvensen på 60 svingninger i sekundet, som var standarden i USA.
- 25 fps var pendant til den amerikanske TV-standard, men bare baseret på den europæiske vekselstrømfrekvens på 50 svingninger i sekundet, som var standarden i Europa
Du gætter aldrig hvad der så skete
Indtil videre giver det hele meget god mening, men hvorfor så alle de “skæve” formater.
NTSC-standarden blev udviklet før der var nogen der havde tænkt på farve-TV, så af forskellige tekniske årsager blev man nødt til at ændre på billedfrekvensen da man pludselig skulle have plads til farveinformationer i Tv-signalet.
Det er ret teknisk, men også interessant hvorfor NTSC-standarden måtte ændres til 29,97 billeder i sekundet. Hvis du vil vide mere om det er videoen herunder ret god, men for at denne artikel ikke skal blive alt for lang nøjes vi med at konkludere, at NTSC-standarden blev ændret til 29,97 fps for at kunne vise farver.
Både PAL og SECAM blev udviklet efter farver var kommet til tv-verdenen, og derfor havde de begge farver med i formatet fra starten. Det er også grunden til, at det kun er NTSC der har ændre billedfrekvens.
Det er også værd at være opmærksom på, at på kameraer er indstillingen 30 fps i virkeligheden 29,97, men for lethedens skyld bliver den oftest benævnt som 30.
Det næste “sjove” format
De næste underlige frame rates vi skal snakke om er 23,98 billeder i sekundet, og 23,976 billeder i sekundet. Disse to er i virkeligheden det samme. Der findes ikke en 23,98 billeder i sekundet standard, men nogle gange bliver 23,976 bare skrevet som 23,98.
Billedfrekvensen 23,976 stammer fra konverteringen mellem film-standarden 24 fps og NTSC-standarden 29.97 fps. Når man skal konvertere mellem to billedfrekvenser bliver man nødt til at tilføje eller fjerne frames, hvilket kan gøres på mange mere eller mindre sofistikerede måder. Skulle man eksempelvis lave en strimmel film med 24 billeder om til en filmstrimmel med 30 billeder i stedet, kunne man teoretisk “bare” indsætte 6 ekstra billeder.
Når en biograffilm er filmet i 24 billeder per sekund, og den senere skal vise på amerikansk TV, står man jo lige præcis med den opgave, at man skal lave den om til 30 fps… problemet er jo bare, at det amerikanske NTSC netop IKKE er 30 fps, men 29.97. Så hvor faktoren for konvertering mellem 24 og 30 er 30÷24=1,25 så er faktoren mellem 29.97÷24=1,24875 hvilket gør det rigtig svært at konvertere. Derfor optages i virkeligheden ikke i 24 fps men i stedet 23,976 da 29.97÷23,976=1,25
Ligesom 29,97 fps bare skrives som 30 fps for nemheds skyld i indstillinger på kameraer, optager langt de fleste kameraer i virkeligheden i 23,976 når de er indstillet til 24 fps.
I øvrigt kaldes konverteringen mellem forskellige billedfrekvenser tit for “pull down” på engelsk.
Hvilke fps formater er der så
Nu ved vi at:
- 24 fps i virkeligheden er 23,976 fps
- 25 fps er stadig 25
- 30 fps er i virkeligheden 29.97
Derudover eksisterer der selvfølgelig et hav af andre billedfrekvenser. Eksempelvis 12 som stammer fra de gamle håndtegnede animationsfilm. Den du oftest vil støde på i dag er 60 fps, som især bliver brugt til sport og andre ting med hurtige bevægelser. Billedfrekvenser på mere end 60, såsom 100, 120 og 240 bliver stort set kun brugt i forbindelse med slowmotion optagelser.
Andre som eksempelvis 50i, 50 og 59.94i kan du også støde på, og Peter Jackson brugte 48 fps til filmen Hobitten. Da kameraer i moderne filmproduktion og fremvisere i moderne biografer efterhånden alle er digitale, er hele systemet i dag væsentligt mere fleksibelt end det var før i tiden.
Med mobiltelefoner, tablets og alle mulige andre “amatør” videooptagere, har vi også VFR formater, som står for Variabel Frame Rate. En af de VFR formater du nok oftest vil støde på er AVC som Apples iPhones blandt andre bruger. Hvis du prøver at redigere AVC i eksempelvis Adobes Premiere Pro, vil filen stå med en frame rate på 30,1.
Konklusionen på alt dette rod
I denne artikel, som kun lige kradser i overfladen og simplificerer mange ting, er vi allerede stødt på alt fra 12 fps til 240fps med en masse skæve frame rates ind imellem. Og interlaced formater er vi skøjtet rimeligt let henover. Derudover er der et hav af hensyn at tage i postprocesseringen, som eksempelvis drop frame timing og non-drop, for slet ikke tale om synkronisering af lyd når man konverterer mellem frame rates.
Heldigvis er alt meget lettere i dag i den digitale verden, og siden du læser dette, er du næppe involveret i Hollywood filmproduktion eller professionel broadcast, og så er vi tilbage til rådene fra starten af artiklen:
- Hold dig fra interlaced formater, hvis dit kamera da overhovedet kan optage i den slags
- Vælg 24, 25 eller 30, Det betyder ikke det store på nettet om det er det ene eller det andet
- Hvis du skal redigere din video efterfølgende, så sørg for at alt er i samme FPS så vidt det er muligt.
- Skal du eksempel bruge klip optaget fra din iPhone sammen med video fra dit DSLR kamera, så sørg for at de begge er indstillet til det samme… sikkert 30 fps
Sidst, men ikke mindst, kan du også bruge billedfrekvensen kreativt. Det gælder især hvis du laver mere avanceret redigering i eksempelvis Adobe Premiere Pro.
YouTube har i øvrigt en god oversigt over hvad de anbefaler i forbindelse med videoer: https://support.google.com/youtube/answer/1722171
Skriv et svar